Søger du eller en af dine nærmeste hjælp til behandling af OCD? Hos Kognitiv Klinik tilbydes du et skræddersyet forløb med forskningsbaseret Kognitiv Adfærdsterapi, der jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer er den mest effektive behandlingsform. Læs mere om, hvad OCD er, og hvordan du kan få hjælp af Aut. Psykolog Dorte Hellevang ved Kognitiv Klinik.

Tilbagevendende tvangstanker og tvangshandlinger benævnes i daglig tale ofte som OCD, hvilket er en forkortelse for ”Obsessive Compulsive Disorder”.

Tvangstanker er, jf. WHO’s diagnosesystem ICD-10, forstyrrende, ufrivillige og ofte ubehagelige tanker, ideer, fantasier, indre billeder eller impulser, som opstår i dine tanker uden, at du kan slippe dem igen. Eftersom tvangstankerne medfører ubehag benyttes tvangshandlinger til at mindske dette.

Tvangshandlinger er ritualer eller bestemte handlinger, som man føler sig nødsaget til at gøre – ofte for at det skal “føles rigtigt” eller for at neutralisere tvangstankerne – også selvom man ved, at tankerne er urimelige eller overdrevne. Nogle forsøger måske at modstå trangen til at udføre dem, hvilket kan være vanskeligt. Tvangshandlingernes funktion er ofte at forhindre, at en (objektivt set) usandsynlig begivenhed skal forekomme.

(Kilde: WHO’s ICD-10; Bohni & Bennedsen, 2014)

De mest almindelige tvangstanker og tvangshandlinger er:

  • Tvangstanker om snavs og smitte – kommer til udtryk i form af en overdreven frygt for at blive beskidt eller syg eller komme til at besmitte andre med snavs eller sygdom.
  • Tvangstanker om orden og symmetri – er karakteriseret ved en overdreven trang til at opstille ting efter en bestemt orden. Nogle oplever stærkt ubehag, hvis tingene ikke står korrekt.
  • Aggressive tvangstanker – indebærer angst for at komme til at skade sig selv eller andre enten ved et uheld eller med vilje. En typisk aggressiv tvangstanke kunne være at stikke en kniv i en, man holder af. Man frygter typisk at komme til at handle på tankerne, hvorfor de ofte opleves som skamfulde og holdes hemmelige.
  • Seksuelle tvangstanker – er uønskede, men påtrængende tanker af seksuel karakter, der medfører markant ubehag. Indholdet af tvangstankerne er ofte det modsatte af, hvad den OCD-ramte finder lystfuldt, og handler ofte om seksuel adfærd, der af personen opleves som forbudt.
  • Religiøse eller moralske tvangstanker – indebærer overdrevne, rigide og strikse regler for, hvad der er religiøst og etisk korrekt. Den OCD-ramte søger ofte at undgå selv den mindste afvigelse fra reglerne.
  • Tvangstanker om overtro – kan være overdreven tro på bestemte datoer, tal og lignende.
  • Hamstring eller samlemani – indebærer at man samler på bestemte ting i overdreven grad og/eller har svært ved at skille sig af med ting.
  • Somatiske tvangstanker – er overdrevne bekymringstanker om sygdomme, der ofte resulterer i tjekkeadfærd i forhold til kroppen for tegn på sygdom, overdrevet fokus på at søge viden på nettet om pågældende sygdom eller hyppige lægebesøg.
  • Tjekkeadfærd – kan forekomme ved de fleste former for tvangstanker. Typisk tjekkeadfærd kan være om elektriske apparater er slukkede, om døren er låst, osv. Det kan også komme til udtryk i form af bekræftelsessøgning, hvor man spørger sine nærmeste igen og igen, om noget er farligt, eller om man har gjort noget forkert osv.
  • Gentagelsesadfærd – indebærer gentagelser af almindelige hverdagshandlinger fx at tænde og slukke lyset eller åbne og lukke døren. Nogle gentager handlingerne et bestemt antal gange, andre gentager handlingerne indtil det “føles rigtigt”.
  • Undgåelsesadfærd – indebærer, at man undgår ting, situationer eller personer, som kan udløse tvangstankerne.

(Kilde: Bennedsen et al., 2012; Bohni & Bennedsen, 2014)

Behandling af OCD

Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer anbefaler Kognitiv Adfærdsterapi til behandling af OCD. I Kognitiv Terapi lærer du gennem psykoedukation din OCD at kende. Du får viden om, hvordan man kan forstå problematikken, og hvad der i øjeblikket vedligeholder den. Terapien handler dernæst om, at du lærer, at forholde dig anderledes og mere hensigtsmæssigt til dine tvangstanker. Derudover arbejdes der med forskellige teknikker – primært det man kalder eksponering med responshindring – på gradvist at reducere den tvangsmæssige adfærd.

Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til OCD – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.

Telefon: 25 21 10 19

Mail: info@kognitiv-klinik.dk