Pure OCD eller “Pure O” er en form for OCD, der er kendetegnet ved påtrængende, uønskede tanker, billeder eller følelser, men uden nogen tydelige fysiske tvangshandlinger. Heraf navnet Pure O = “Overvejende Obsessiv Tilstand”. Pure O adskiller sig således fra andre former for OCD, idet tvangshandlingerne primært foregår i tankerne og dermed er usynlige for andre.
Mentale tvangshandlinger kan komme til udtryk på mange forskellige og ofte modsatrettede måder. Fælles for de mentale tvangshandlinger er dog, at de alle vedligeholder OCD’en, idet alle tvangshandlingerne ender med, at man stadig beskæftiger sig med (og dermed fodrer) OCD’en fremfor at lade den være.
Eksempler på mentale tvangshandlinger:
- Rationalisering – at man gentagne gange forsøger at forklare tankerne væk.
- Forsikring – At man gentagne gange forsøger at forsikre sig selv om, at tankerne ikke har ret.
- Mental tjekkeadfærd – at man gentagne gange tjekker ting i tankerne: Huskede jeg at låse døren? Føler jeg mig stadig forelsket i min partner? Havde jeg en fysisk reaktion på det? Følte jeg tilstrækkelig afsky ved denne tanke? Har jeg stadig denne tanke?
- Introspektion – at man bliver overoptaget af at forstå, hvorfor man har OCD, og hvad det betyder.
- Undgåelse – at man undgår ting, steder, personer, der kan trigge tankerne.
- Forsøg på at skubbe tankerne væk.
- Ændring af tanken til noget andet – hvis man får en uønsket tanke og forsøger at erstatte den med en “god tanke”.
- Neutralisering af uønskede tanker – fx ved at bede en bøn.
Pure O kan være voldsomt pinefuldt og vanskeligt at leve med. Heldigvis kan denne form for OCD ligesom alle andre former for OCD behandles ved hjælp af Eksponering med Responshindring.
(Kilde: Katie d’Ath // treatmyocd.com)
Behandling af OCD
Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer anbefaler Kognitiv Adfærdsterapi til behandling af OCD. I Kognitiv Terapi lærer du gennem psykoedukation din OCD at kende. Du får viden om, hvordan man kan forstå problematikken, og hvad der i øjeblikket vedligeholder den. Terapien handler dernæst om, at du lærer, at ændre din respons, når der kommer en tvangstanke, således at tvangshandlingerne forstyrres, hvormed det vedligeholdende element ved OCD’en bremses. Der arbejdes med forskellige teknikker – primært det man kalder eksponering med responshindring – på gradvist at reducere den tvangsmæssige adfærd. Også når tvangshandlingerne er mentale og dermed “usynlige”, er behandlingen eksponering med responshindring (ERP) – den tilpasses blot de mentale ritualer: Du lærer at opdage, hvornår rationalisering, mental tjekken og selvforsikring går i gang, og at lade tankerne stå uden at ”arbejde” på dem. Det er træning, ikke viljestyrke – og det virker, fordi OCD’en mister sin næring, når ritualerne stopper.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Er Pure OCD en rigtig OCD-diagnose?
Pure O er ikke en separat diagnose, men en betegnelse for OCD, hvor tvangshandlingerne primært er mentale. Det er lige så virkeligt – og lige så behandleligt – som andre former for OCD.
Hvordan eksponerer man, når ritualerne er usynlige?
Ved at træne opmærksomheden på de mentale ritualer og systematisk lade være med at udføre dem – fx ved at lade en skræmmende tanke stå uden at analysere den færdig. Det planlægges trin for trin i behandlingen.
Er Pure O farligt?
Nej. Tankerne i Pure OCD er tvangstanker – alarmsignaler i selvsving, ikke varsler eller ønsker. Læs mere under Tvangstanker.
Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til OCD – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.
Telefon: 25 21 10 19
Mail: info@kognitiv-klinik.dk