Efterfødsels-OCD er typisk kendetegnet ved påtrængende, uønskede tanker, billeder eller impulser relateret til ens babys sikkerhed, helbred, risiko for skade osv. Nogle har måske været plaget af andre former for OCD inden graviditet og fødsel, men oplever nu at OCD’en primært centrerer sig om babyen. Det er også muligt, at OCD’en blot er blevet trigget af graviditet eller fødsel.
Almindelige tvangstanker ved efterfødsels-ocd:
- ”Hvad nu, hvis mit barn dør, mens han/hun sover?”
- ”Måske gav jeg ved et uheld den forkerte slags mælk i flasken?”
- ”Måske er jeg ikke egnet som forælder?”
- ”Vil jeg skade mit barn?”
- ”Hvad nu, hvis jeg i virkeligheden har lyst til at røre mit barn på en seksuelt upassende måde, når han/hun skal i bad?”
- ”Jeg risikerer, at der sker noget dårligt med mit barn, hvis andre passer mit barn, og jeg ikke hele tiden er der.”
- “Hvad nu, hvis mit barn ikke udvikler sig, som det skal, fordi jeg ikke har undersøgt/gjort alting godt nok?”
- ”Jeg kunne tage denne køkkenkniv og stikke mit barn.”
Mennesker med efterfødsels-OCD har tendens til at respondere på disse tanker med tvangshandlinger – dvs. gentagne fysiske eller mentale handlinger, der har til hensigt at reducere det ubehag, som tvangstankerne forårsager eller for konstant at forebygge, at der skal ske noget forfærdeligt.
Almindelige tvangshandlinger ved efterfødsels-ocd:
- Konstant tjekkeadfærd for at sikre at barnet er okay.
- At undgå at være alene med barnet.
- Omfattende research for at tjekke, be- eller afkræfte bekymringer.
- Mentale ritualer fx bønner.
- Bekræftelsessøgende adfærd: fx at spørge andre, om barnet er okay, eller om du er en god nok forælder.
- Gentagne gange at tjekke om barnet trækker vejret i løbet af natten
- Bekræftelsessøgende adfærd fra partner eller familiemedlemmer for at være sikker på, at du ikke har gjort noget skadeligt.
Er der håb?
Mennesker, der lider af efterfødsels-OCD, er ofte forpinte af disse påtrængende tanker, mentale billeder og ubehagelige følelser. Ubehaget opstår, fordi disse tanker netop strider imod ens grundlæggende tanker og værdier. Heldigvis er der rigtig gode behandlingsmuligheder, hvis du selv eller én du holder af lider af efterfødsels-OCD. Behandling med eksponeringsterapi er den mest effektive metode til at genvinde kontrollen over ens liv, idet man lærer at respondere anderledes på de påtrængende tanker, så de derved bliver mindre dominerende og styrende for ens liv.
Behandling af Efterfødsels-OCD / Postpartum OCD
Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer anbefaler Kognitiv Adfærdsterapi til behandling af OCD. I Kognitiv Terapi lærer du gennem psykoedukation din OCD at kende. Du får viden om, hvordan man kan forstå problematikken, og hvad der i øjeblikket vedligeholder den. Terapien handler dernæst om, at du lærer, at forholde dig anderledes og respondere mere hensigtsmæssigt til dine tvangstanker. Derudover arbejdes der med forskellige teknikker – primært det man kalder eksponering med responshindring – på gradvist at reducere den tvangsmæssige adfærd.
Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til OCD – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.
Telefon: 25 21 10 19
Mail: info@kognitiv-klinik.dk