Angstbehandling – effektiv hjælp med kognitiv adfærdsterapi
Fylder angsten mere, end den burde? Måske undgår du situationer, du gerne ville kunne rumme – eller måske er bekymringerne blevet en konstant baggrundsstøj. Uanset hvordan angsten viser sig hos dig, er det vigtigste at vide: Angst er en af de psykiske lidelser, der kan behandles mest effektivt. Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du et skræddersyet forløb med kognitiv adfærdsterapi, der jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer er den mest veldokumenterede behandlingsform ved angstlidelser.
Angst er i sin grundform en del af vores naturlige alarmberedskab – kroppens automatiske reaktion på mulig fare. I reelt farlige situationer er denne funktion livsvigtig. Men hos nogle går alarmen i gang uden reel fare, eller den bliver hængende længe efter, at faren er drevet over. Så er angsten ikke længere en hjælper, men en lidelse – og det er dér, behandling gør en forskel.
Hvilken type angst har du?
Angst kommer i mange former, og behandlingen tilrettelægges efter netop din. Genkender du dig selv i en af disse beskrivelser, kan du læse meget mere på de enkelte sider:
- Panikangst – pludselige, intense anfald med hjertebanken, åndenød og frygt for at miste kontrollen.
- Socialfobi (socialangst) – frygt for andres blikke, vurderinger og for at dumme sig.
- Generaliseret angst (GAD) – vedvarende bekymring for det meste; ofte med søvnproblemer og uro.
- Helbredsangst – tilbagevendende frygt for at fejle noget alvorligt, trods beroligende svar.
- Fobier – stærk angst i afgrænsede situationer: højder, tandlæge, blod og nåle, opkast (emetofobi) m.fl.
- Agorafobi – angst for åbne pladser, offentlig transport eller steder, det er svært at slippe væk fra.
- Separationsangst – hos børn: svær utryghed ved adskillelse.
- Præstationsangst – angst knyttet til eksamener, fremlæggelser eller arbejdsopgaver.
Sådan behandles angst med kognitiv adfærdsterapi
Kernen i angstbehandling er tilvænningstræning – også kaldet eksponeringstræning. I terapien undersøger vi også hvilke tanker og fortolkninger, der udløser din angst, og hvilke situationer du er begyndt at undgå. Undgåelsen er forståelig – men det er netop den, der holder angsten ved lige, fordi du aldrig får erfaret, at situationen kunne bæres. Gennem gradvis eksponering – altid i dit tempo og efter en fælles plan – lærer dit alarmsystem, at faren er overvurderet. Samtidig arbejder vi med konkrete teknikker til at håndtere bekymringer og kropslige angstsymptomer.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Hvor mange samtaler kræver angstbehandling?
Det afhænger af angsttypen og hvor længe, angsten har stået på. Kognitiv adfærdsterapi er en korttidsterapi, og mange angstforløb ligger på 8-12 sessioner. Efter de første samtaler får du en vurdering og en plan.
Kan angst behandles uden medicin?
Ja. Kognitiv adfærdsterapi er en veldokumenteret behandlingform uden medicin og anbefales af Sundhedsstyrelsen som førstevalg ved de fleste angstlidelser. Ved svær angst eller OCD kan medicin i nogle tilfælde være et relevant supplement – det vurderes i samarbejde med psykologen og din egen læge.
Hvad koster angstbehandling?
En samtale koster 1.250 kr. (50 min.). Se Priser og Tilskudsordninger.
Hvad er forskellen på angst og stress?
Stress er en kropslig belastningsreaktion på ydre pres over længere tid og aftager typisk, når belastningen mindskes. Angst er derimod en tilstand, hvor hjernen og kroppen reagerer “som om”, der er en reel trussel uden at det dog er tilfældet. Angsten forsvinder således ikke af, at man undgår fx edderkopper, hunde eller store menneskemængder. Faktisk er undgåelse én af de faktorer, der vedligeholder angstlidelser generelt. Stress og angst hænger ofte sammen – langvarig stress kan bane vej for angst – og begge kan behandles med kognitiv adfærdsterapi.
Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til en bred vifte af angstlidelser – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.
Telefon: 25 21 10 19
Mail: info@kognitiv-klinik.dk