Skizofreni OCD er kendetegnet ved påtrængende, uønskede tanker og bekymringer for, om man er ved at blive sindssyg, psykotisk eller måske er ved at udvikle skizofreni.

Almindelige tvangstanker forbundet med Skizofreni OCD:
  • “Er jeg ved at blive sindssyg?”
  • “Hvad nu, hvis jeg i virkeligheden er psykotisk og andre ikke opdager det?”
  • “Hvad nu, hvis jeg ikke kan leve et normalt liv?”
  • “Hvad nu, hvis jeg ikke kan tage mig af mig selv?”
  • “Hvordan kan jeg overhovedet vide, om dette liv er “virkeligt”?”
  • “Hvad nu, hvis mine minder ikke er virkelige?”
  • “Hvad nu, hvis jeg mister alle mine relationer og venskaber og skal leve alene resten af mit liv?”

Ofte er man godt klar over, at disse tanker ikke er helt rationelle, men angsten og ubehaget forbundet med disse tanker er meget virkelig. Ofte vil man begynde at tænke, at tvivlen om, hvorvidt man lider af psykoser eller skizofreni, i sig selv er et symptom på skizofreni. Denne ubehagelige tvivl og forvirring resulterer ofte i bestemte tvangshandlinger, som har til hensigt at dæmpe angsten, ubehaget og tvivlen. Men fordi der er tale om OCD, så vedligeholder disse tvangshandlinger ofte problemet fremfor at løse det.

Almindelige tvangshandlinger forbundet med Skizofreni OCD:
  • Mentale analyser af sociale interaktioner for at tjekke, om andre har reageret på en måde, som kunne indikere, at man lider af symptomer på skizofreni.
  • Overdrevet research på symptomer på skizofreni.
  • Bekræftelsessøgende adfærd hos læger, psykologer, venner eller familie for at sikre sig, at man ikke lider af skizofreni eller er psykotisk eller sindssyg.
  • Undgåelse af stressende eller overstimulerende situationer.
  • Tjekkeadfærd i forhold til, om du tænker noget på den “korrekte” måde.

OCD vs. Skizofreni

Selvom det ikke anbefales, at man deep diver i sin research på, om man lider af skizofreni, så kan det alligevel være relevant her kort at skitsere de primære forskelle på OCD og skizofreni:

Den primære forskel på de to tilstande er, at skizofreni og relaterede tilstande er karakteriseret ved begrænset indsigt i egne symptomer og generelle situation. Det betyder, at hvis du er meget bekymret for, om din oplevelse af virkeligheden er korrekt eller ej, så er det ret usandsynligt, at der er tale om skizofreni og psykose.

Mennesker, der lider af OCD, er derimod MEGET bevidste om, at deres tanker ikke er helt rationelle. Dog er OCD netop kendetegnet ved en lav tolerancetærksel overfor tvivl og usikkerhed. Tanker kan lyde noget i retning af: “En del af mig tror ikke, at jeg har skizofreni – men hvordan kan jeg være sikker?” Ønsket om at være 100% sikker er et klassisk symptom på OCD.

Det er også værd at nævne, at OCD i sig selv godt kan få én til at føle sig frakoblet fra virkligheden – stadig uden at der er tale om en psykose. Mange mennesker med OCD fortæller, at de oplever symptomer på derealisering og depersonalisering, hvilket er tilstande, der kan give følelsen af at være afkoblet fra sig selv eller omverdenen. Denne fornemmelse kan godt føles som om, at man mister kontakten med virkeligheden, men er egentlig blot en manifestation af et højt angstniveau og OCD, og er derfor i sig selv ikke et symptom på psykose.

Er der håb?

Mennesker, der lider af Skizofreni OCD, er ofte forpinte af disse invaliderende og påtrængende tanker, mentale billeder og ubehagelige følelser. Heldigvis er der rigtig gode behandlingsmuligheder, hvis du eller én du holder af lider af Skizofreni OCD. Behandling med eksponeringsterapi er den mest effektive metode til at genvinde kontrollen over ens liv, idet man lærer at respondere anderledes på de påtrængende tanker, så de derved bliver mindre dominerende og styrende for ens liv. 

 

Behandling af Skizofreni OCD

Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer anbefaler Kognitiv Adfærdsterapi til behandling af OCD. I Kognitiv Terapi lærer du gennem psykoedukation din OCD at kende. Du får viden om, hvordan man kan forstå problematikken, og hvad der i øjeblikket vedligeholder den. Terapien handler dernæst om, at du lærer, at forholde dig anderledes og respondere mere hensigtsmæssigt til dine tvangstanker. Derudover arbejdes der med forskellige teknikker – primært det man kalder eksponering med responshindring – på gradvist at reducere den tvangsmæssige adfærd.

Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til OCD – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.

Telefon: 25 21 10 19

Mail: info@kognitiv-klinik.dk