Denne form for OCD er karakteriseret ved uønskede og påtrængende tvangstanker om, hvorvidt man har gjort noget moralsk eller spirituelt ”forkert”. Den kan ramme mennesker inden for alle trosretninger – både religiøse og sekulære. Det vil sige, at både kristne, muslimer, jøder eller ateister kan opleve denne form for OCD. Indholdet af tankerne kan altså variere afhængig af ens trosmæssige overbevisning. Disse invasive tanker og følelsen af skyld resulterer ofte i tvangsagtige ritualer, som har til formål at neutralisere denne ubehagelige følelse af angst.

Eksempler på typiske tvangstanker:
  • ”Hvad hvis jeg har syndet uden at vide det?”
  • ”Er jeg oprigtig i min tro/overbevisning eller lader jeg bare som om?”
  • ”Har jeg fornærmet Gud ved at tænke sådan?”
  • ”Hvad hvis jeg i virkeligheden er et dårligt menneske?”
Eksempler på typiske tvangshandlinger:
  • Overdreven bøn eller lignende ritualer
  • Gentagne bekendelser til religiøse ledere eller pårørende
  • Genlæsning af tekster for at det skal være ”helt rigtigt”
  • Søgen efter bekræftelse på, at man er et godt menneske eller er tilgivet.
  • Mental gennemgang af dagen, for at sikre sig, at man ikke har gjort noget ”forkert”
  • Undgåelse af religiøse begivenheder for ikke at trigge angsten.

(Kilde: treatmyocd.com)

Behandling af Religiøs OCD

Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer anbefaler Kognitiv Adfærdsterapi til behandling af OCD. I Kognitiv Terapi lærer du gennem psykoedukation din OCD at kende. Du får viden om, hvordan man kan forstå problematikken, og hvad der i øjeblikket vedligeholder den. Terapien handler dernæst om, at du lærer, at forholde dig anderledes og mere hensigtsmæssigt til dine tvangstanker. Derudover arbejdes der med forskellige teknikker – primært det, man kalder eksponering med responshindring – hvor man gradvist reducerer den tvangsmæssige adfærd ved at ændre den respons, man har på tvangstankerne.

Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til OCD – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.

Telefon: 25 21 10 19