Seksuel orientering OCD eller SO-OCD er en form for OCD karakteriseret ved påtrængende og uønskede tanker (og hertilhørende tvangshandlinger) om ens seksuelle orientering. Hvis du lider af SO-OCD, vil du ofte være bange for, om andre tror, at du har en anden seksuel orientering, end den du har. Du er måske ofte i tvivl, om du rent faktisk har den seksuelle orientering, som du troede. Du er måske bange for, om du ‘i virkeligheden’ er i benægtelse i forhold til din egentlige seksuelle orientering. Det kan også være, at du er bange for, at din seksuelle orientering pludselig vil ændre sig, og som følge deraf vil have store konsekvenser for dit liv. Måske er du plaget af tanker såsom: “Vil min familie acceptere mig? Vil andre afvise mig, når de opdager, at jeg ikke er den, de troede jeg var?”

Ligesom alle andre former for OCD, påvirker disse uønskede og påtrængende tanker som oftest ens dagligdag. Nogle oplever, at deres SO-OCD tanker påvirker deres venskaber, parforhold og flere har svært ved at passe skolen eller jobbet. Når tvangstankerne kommer, gør OCD’en desværre ondt værre ved at tilskynde til en eller anden form for tvangshandlinger, der både kan være mentale eller fysiske.

Eksempler på tvangshandlinger:
  • Undgåelse af steder, personer eller ting, der associeres med en anden seksualitet.
  • Søgen efter bekræftelse ved at spørge partnere, venner eller familie.
  • Internetsøgninger med henblik på at be- eller afkræfte, om man har en given seksualitet.
  • Konstante sammenligninger med andre, der har en given seksualitet for at be- eller afkræfte, om det er genkendeligt.
  • Mentale analyser og gennemgang af interaktioner med andre, for at tjekke, om man var tiltrukket af dem.
  • Porno benyttes ofte for at ‘bevise’, at man bliver ophidset af det ‘rigtige’.

(Kilde: treatmyocd.com)

Behandling af SO-OCD

Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer anbefaler Kognitiv Adfærdsterapi til behandling af OCD. I Kognitiv Terapi lærer du gennem psykoedukation din OCD at kende. Du får viden om, hvordan man kan forstå problematikken, og hvad der i øjeblikket vedligeholder den. Terapien handler dernæst om, at du lærer, at forholde dig anderledes og mere hensigtsmæssigt til dine tvangstanker. Derudover arbejdes der med forskellige teknikker – primært det man kalder eksponering med responshindring – på gradvist at reducere den tvangsmæssige adfærd.

Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til OCD – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.

Telefon: 25 21 10 19

Mail: info@kognitiv-klinik.dk