Søger du eller en af dine nærmeste hjælp til at komme igennem Sorgen over tabet af en nærtstående? Eller gennemlever du en livskrise i øjeblikket? Hos Kognitiv Klinik tilbydes du et skræddersyet forløb med forskningsbaseret Kognitiv Adfærdsterapi. Læs mere om, hvordan Sorg og Krise kan komme til udtryk, og hvordan du kan få hjælp af Aut. Psykolog Dorte Hellevang ved Kognitiv Klinik.

At miste er en uundgåelig del af livet, og alle mennesker oplever tab og sorger i løbet af et livsforløb. Det kan fx være, at én, man holder af bliver syg og dør, at man selv rammes af alvorlig sygdom, at man aborterer ufrivilligt, at ens parforhold går i stykker eller at man mister sit job. Akutte kriser opstår som følge af exceptionelle begivenheder, der ofte opstår pludseligt. Hvis udfordringerne overstiger vores oplevede evne til at kunne håndtere dem, samtidig med at man overvældes af svære følelser, kan det udløse en krisereaktion.

Sorg- og krisereaktioner påvirker ligeledes ofte vores selvbillede. Man kan tvivle på, om man reagerer forkert. Det har dog rent forskningsmæssigt vist sig – i modsætning til, hvad man troede tidligere – at der ikke nogen regler for det optimale sorgforløb; der er ikke nogen præcise faser, man skal gennemløbe for at komme ud af sorgen. Sorg er ofte være forbundet med svære følelser, men det enkelte menneskes sorgproces er individuel. Vi reagerer forskelligt, og det bedste man kan gøre er at give sig selv lov til at reagere, som man gør. Derudover anbefales det, at man tager imod hjælp og støtte fra andre og giver sig selv plads og tid. Typisk tager et sorgforløb længere tid end man selv – og ofte også ens omverden – forventer. Dette er helt normalt, men fordrer også, at alle væbner sig med tålmodighed.

Det er vigtigt, at være opmærksom på, at en krise- eller sorgreaktion ikke udvikler sig til en længerevarende depression eller PTSD.

 

Behandling af Sorg og Krise

Sorg og livskriser er som nævnt et menneskeligt livsvilkår og er på den måde ikke nødvendigvis terapikrævende. Men måden vi reagerer på i en livskrise, kan være afgørende for, om vi fastlåses i den, eller om vi udvikler os af den. Er du midt i en livskrise eller en sorgproces oplever du måske, at den måde, du plejer at håndtere livet på, ikke fungerer længere. Måske er der særlige vurderinger omkring dig selv eller din relation til den/det du har mistet, som kan virke vedligeholdende for sorgen eller krisen. For nogle mennesker kan det være en stor hjælp at tale med en professionel og udenforstående omkring den svære situation og samtidig sikre, at man giver sig selv de bedste vilkår for at komme godt igennem processen. For andre kan det føles som en nødvendighed med professionel hjælp, hvis sorgforløbet er gået i hårdknude.

Hos Kognitiv Klinik er der særligt fokus på gennem omsorg, støtte og forståelse at hjælpe dig videre i livet. Behandlingen vil blandt andet indebære at få normaliseret mange af de reaktioner, du oplever. Det er ligeledes værdifuldt at afdække, hvordan man får skabt de bedste rammer for den proces, man gennemgår i forhold til ens netværk, hverdag og aktiviteter.

Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til sorg og krise – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.

Telefon: 25 21 10 19

Mail: info@kognitiv-klinik.dk