Søger du eller en af dine nærmeste hjælp til håndtering af ADHD? Hos Kognitiv Klinik tilbydes du et skræddersyet forløb med forskningsbaseret Kognitiv Adfærdsterapi, der jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer er den mest effektive behandlingsform. Læs mere om, hvad ADHD er, og hvordan du kan få hjælp af Aut. Psykolog Dorte Hellevang ved Kognitiv Klinik.

ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder.  ADHD er ikke en sygdom, men en såkaldt udviklingsforstyrrelse, som man født med og er karakteriseret ved tre kernesymptomer: koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet (jf. WHO’s diagnosemanual).

Børn, unge og voksne med ADHD har typisk vanskeligt ved at skabe overblik og struktur samt vanskeligt ved planlægning af aktiviteter. Arbejdshukommelsen er hos de fleste nedsat, og for mange gælder, at de har en dårlig tidsfornemmelse, hvilket gør det svært at planlægge dagligdags aktiviteter. På grund af en nedsat arbejdshukommelse i kombination med impulsivitet bliver man let afledt fra det, man er gået i gang med og glemmer at komme tilbage og fx støvsuge færdig, gøre opvasken færdig, komme til tiden i børnehaven og hente sit barn mv. For børn med ADHD betyder det ofte store indlæringsvanskeligheder og sociale problemer; for unge og voksne kan det betyde problemer med at færdiggøre en uddannelse eller strukturere opgaver på arbejdet.

ADHD ses ofte i kombination med andre psykiske lidelser, som eksempelvis autisme, adfærdsforstyrrelser, Tourettes syndrom, depression eller angst eller misbrug. Dette fordrer en grundig udredning, således at behandlingen bliver så målrettet og effektiv som muligt.

 

Behandling af ADHD

Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer for behandling af ADHD anbefaler Kognitiv Adfærdsterapi. Kognitiv Adfærdsterapi af ADHD kombineres ofte med medicinsk behandling. Medicinering og terapi udelukker således ikke hinanden. Derimod ser det ud til, at medicin kan hjælpe den terapeutiske behandling på vej og gøre det lettere at ændre adfærd. Kognitiv adfærdsterapi har fokus på, hvilke udfordringer man oplever her og nu, og hvordan man bedst kommer videre. Formålet er at opnå bedre funktion i hverdagen – altså at man lærer at leve med sin ADHD.

Udgangspunktet i behandling af såvel børn som voksne er psykoedukation. Dette indebærer, at man lærer mere om ADHD generelt, herunder hvordan symptomerne kommer til udtryk hos den enkelte. Desuden information om støttemuligheder og hjælp til at forstå, hvad ADHD betyder for den måde, man opfører sig på og reagerer i hverdagen. Det er forståelsen af ADHD, der giver mulighed for at tilpasse sig det omgivende miljø således, at man i højere grad bliver i stand til at agere hensigtsmæssigt og selvstændigt i hverdagen.

Kognitiv Adfærdsterapi tilbyder en række nye handlemåder og strategier, som typisk indlæres via øvelser og hjemmeopgaver. Her afprøver og træner man nye metoder fx til at skabe struktur, dele opgaver op i mindre dele, håndtere vrede eller til at opnå en god søvn. Med øvelserne ændres både adfærd og tænkning, og gradvist vil de nye mere hensigtsmæssige handlemåder være dem, man automatisk benytter.

Hos Kognitiv Klinik i Lyngby tilbydes du specialiseret psykologisk behandling, støtte og rådgivning i forhold til ADHD – altid tilpasset den enkeltes problemstillinger. Du er meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har nogen spørgsmål eller for at booke en aftale.

Telefon: 25 21 10 19

Mail: info@kognitiv-klinik.dk